Siden er under ombygning. Beklager ulejligheden.

VEDTÆGTER

 1. Navn, hjemsted, formål og aktiviteter

Stk. 1 Foreningens navn er ”Center for Muslimers Rettigheder i Danmark”.

Stk. 2 Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.

Stk. 3 Foreningens vision er, at muslimer får samme livsvilkår som alle andre borgere i Danmark og betragtes som ligeværdige medmennesker.

Stk. 4 Foreningens formål - som almennyttig forening - er:

  • At advokere for muslimers rettigheder i Danmark på nationalt og internationalt plan.​

  • At kortlægge og dokumentere islamofobi og diskrimination mod muslimer i Danmark inden for medier, politik og andre relevante områder i samfundet.​

  • At oplyse om islamofobi og diskrimination mod muslimer i Danmark.

Stk. 5 Foreningen er landsdækkende samt uafhængig af økonomiske og partipolitiske interesser.

   2. Optagelse og medlemsforhold

 Stk. 1 Medlemskab forudsætter at man accepterer foreningens formål og vedtægter.

​Stk. 2 Personer under 18 år kan optages som medlemmer. Disse har ikke stemmeret.

Stk. 3 Personer under 18 år kan ikke besidde nogen ledelsesposter i foreningen.

Stk. 4 Optagelse kan af bestyrelsen nægtes, når særlige grunde taler herfor, og 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for at afvise indmeldelsen. Bestyrelsens afvisning af indmeldelse kan ankes ved næstfølgende ordinære generalforsamling.

    3. Udmeldelse og eksklusion

 Stk. 1 Udmeldelse finder sted skriftligt til foreningen. Varsel er ufornødent.

Stk. 2 Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder medlemskabets forpligtelser, eller som handler til skade for foreningen.

Stk. 3 Beslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der med 2/3 majoritet af de fremmødte træffer endelig afgørelse.

Stk. 4 Medlemskab af forening forudsætter betaling af kontingent.

Stk. 5 Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, kan efter bestyrelsens beslutning ekskluderes.

Stk. 6 Medlemmer, der ikke længere opfylder betingelserne for medlemskab, kan ekskluderes ved bestyrelsens foranstaltning.

   4. Kontingent

Stk. 1 Kontingentet fastsættes af bestyrelsen. Kontingentet tilstræbes årligt evalueret ved høring af medlemmerne.

Stk. 2 Første medlemsindbetaling foretages inden 30 dage efter indmeldelse.

Stk. 3 Personer under 18 år skal ikke at betale kontingent.

Stk. 4 Bestyrelsen kan fastsætte generelle regler om eller beslutte et eller flere særlige kontingentbeløb for ældre medlemmer, eller andre medlemskategorier, hvis situation, økonomisk eller af anden årsag betinger dette.

    5. Bestyrelsens opgave og valg

 Stk. 1 Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 3-7 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 2 år ad gangen, hvori halvdelen af bestyrelsen går på genvalg hvert år. Generalforsamlingen skal tilstræbe at begge køn er repræsenteret i bestyrelsen. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, indtræder den af generalforsamlingen først valgte suppleant. I tilfælde af, at bestyrelsen kommer til at udgøre under 3 medlemmer indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med henblik på suppleringsvalg.

Stk. 2 Opstilling til bestyrelse til valg i den ordinære generalforsamling skal ske mindst 2 uger før den planlagte dato for generalforsamlingen. I tilfælde af opstilling til bestyrelsen sker i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling, skal opstillingen ske mindst 5 dage før den planlagte dato for den ekstraordinære generalforsamling. Opstilling til bestyrelse sker ved at informere opstillingen til bestyrelsen.

Stk. 3 Bestyrelsen konstituerer umiddelbart efter generalforsamlingen sig selv med formand/forkvinde, kasserer og evt. næstformand/næstforkvinde. Referenthverv m.v. udføres efter aftale løbende af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4 Enhver der i en periode på mindst et år har været medlem af foreningen, samt været aktiv frivillig i seks måneder kan opstille til bestyrelsesvalg. Aktive medlemmer af politiske partier kan ikke opstille til bestyrelsesvalg eller være en del af bestyrelsen.

Stk. 5 Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil. Det påhviler herunder bestyrelsen at føre tilsyn med de i foreningen ansatte personers virksomhed.

​Stk. 6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden efter første bestyrelsesmøde ved generalforsamlingen. Indkaldelse til ordinært bestyrelsesmøde finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Ekstraordinært bestyrelsesmøde afholdes, når formanden/forkvinden finder det nødvendigt, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. 

Stk. 7 Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som godkendes af bestyrelsesmedlemmer inden en måned. Referatet tilstræbes sendt senest en uge efter afholdt møde. Gøres der ingen indsigelse inden en måned, efter udsendelse af referat, betragtes referatet godkendt.

Stk. 8 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal, men er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne deltager i mødet, der kræves dog kun 3 bestyrelsesmedlemmer hvis bestyrelsen består af mere end 6 medlemmer. Ved stemmelighed er formandens/forkvindens stemme udslagsgivende.

​Stk. 9 Ud over bestyrelsesmedlemmerne har suppleanter adgang til bestyrelsens møder dog uden stemmeret. Samme adgang gælder for lønnede ansatte, medmindre bestyrelsen træffer beslutning om, at et bestyrelsesmøde eller dele heraf, ikke bør være åbent for lønnede ansatte.

    6. Forretningsudvalg m.v.

 Stk. 1 Bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg til at handle på bestyrelsens vegne i mindre sager, der ikke tåler udsættelse. Forretningsudvalgets dispositioner skal forelægges på førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse.

Stk. 2 Bestyrelsen og lønnede ansatte opretter arbejdsgrupper, udvalg, projektgrupper og lignende opgaverelaterede enheder, der arbejder på kortere eller længere sigt med bestemte og definerede arbejdsopgaver, samt godkender ændringer i disse enheder. Sådanne enheder refererer altid til bestyrelsen og lønnede ansatte i henhold til disses instruks.

 Stk. 3 Bestyrelsen skal tilsikre samarbejde med personer og organisationer der er villige til at samarbejde i venskabelig og fredelig ånd, til fremme af foreningens formål.

    7. Medarbejdere

 Stk. 1 Bestyrelsen kan i nødvendigt omfang antage lønnet eller ulønnet arbejdskraft. Efter beslutning i foreningens bestyrelse kan foreningen ansætte en lønnet medarbejder som bistår med varetagelsen af den daglige drift. Den lønnede ansatte skal løbende aflægge en status til bestyrelsen efter aftale.

​Stk. 2 Lønnede ansatte i foreningen kan ikke opstille til bestyrelsesvalg. Reglen har et præventivt formål, der sigter på at undgå habilitetskonflikter ved den dobbeltrolle der kan forekomme, hvis en ansat samtidigt er medlem af bestyrelsen.

    8. Generalforsamlingen

​Stk. 1 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling skal afholdes senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 3 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 1/2 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes tidligst 3 dage og senest 3 uger efter modtagelsen af begæringen herom.

Stk. 4 Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal finde sted med angivelse af dagsorden med 3 ugers varsel og sendes til medlemmerne pr. e-mail. Foreningens regnskab skal vedlægges indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

Stk. 5 Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der er fyldt 18 år, og har været medlemmer af foreningen i mindst seks måneder.

Stk. 6 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.

Stk. 7 På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning om foreningens virksomhed for det forløbne år. Endvidere fremlægges regnskabet for det forløbne regnskabsår til godkendelse, ligesom der vælges bestyrelse, 2 suppleanter og 1 intern revisor.

Stk. 8 Suppleanter og intern revisor, samt intern revisor suppleant vælges for to år ad gangen, hvor 1 af suppleanterne vælges hvert år.

Stk. 9 Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen, hvorefter bestyrelsen videresender disse til medlemmerne 7 dage inden samme. Udsendelse sker via e-mail. Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen, eller som er indkommet som anført. Andre forslag der ønskes optaget på dagsordenen kræver 2/3 af tilstedeværende stemmeberettigedes tiltrædelse.

Stk. 10 Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet følger af vedtægterne. Hvert medlem over 18 år har én stemme.
Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.

Stk. 11 Referat af generalforsamlingen underskrives af dirigenten og den nyvalgte bestyrelse.

    9. Regnskab og formue

 Stk. 1 Foreningens regnskabs- og kontingent år følger kalenderåret.

Stk. 2 Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af den interne revisor. Hvis der har været indtægter eller udgifter der overstiger 500.000 DKK, skal regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.  Den af generalforsamlingen valgte interne revisor kan til enhver tid forlange indsigt i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdningen og skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder i så henseende.

​Stk. 3 Kassereren er ansvarlig for at foreningens indtægter og udgifter bliver administreret. Kassereren er ansvarlig for at samtlige indtægter og udgifter bogføres i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri, og at foreningens regnskab bliver udarbejdet.

    10. Tegning og hæftelse

 Stk. 1 Foreningen tegnes af bestyrelsesformanden/bestyrelsesfor-kvinden og kassereren i forening.

Stk. 2 Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 3 Der påhviler ikke foreningens medlemmer og bestyrelse nogen personlig hæftelse for de af foreningens påhvilende forpligtelser.

    11. Vedtægtsændringer

Stk. 1 Til ændring af nærværende vedtægter, kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

    12. Opløsning

​Stk. 1 Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling indkaldt med samme formål med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling indkaldt med samme formål, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.

​Stk. 2 Ved foreningens opløsning forholdes med foreningsformuen som følger: midlerne skal fordeles til andre organisationer i Danmark til fremme af samme formål efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.

 

Vedtaget 24 juni 2023