• Lamies Nassri & Amani Hassani

Hvem taler vi om: ‘Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’, ‘parallelsamfund’ og ‘ghettoer’

Opdateret: feb. 17


Grafik af Tobias Nilsson



Artikel publiceret i Respons den 27. november 2020


Gennem diskriminerende sprogbrug har politikerne selv skabt illusionen om de huller i Danmarkskortet, som de nu desperat forsøger at lukke.


I 1967 kom de første ‘gæstearbejdere’ til Danmark. De skulle opfylde den arbejdsmangel, Danmark oplevede som konsekvens af efterkrigstidens økonomiske boom. De fyldte Danmarks fabrikker op med billig arbejdskraft og arbejdede hårdt på at genopbygge dansk økonomi.

Det er nu over et halvt århundrede siden, at den første strøm af arbejdsmigranter ankom fra det globale Syd og slog sig ned i den danske ande- dam. De så et potentiale i det danske samfund for at skabe et trygt og stabilt liv for dem selv og deres familier, og til gengæld sled de deres kroppe op for at styrke den danske samfundsøkonomi.

Tre generationer senere oplever de, der først blev betegnet som gæstearbejdere, at deres børn og børnebørn bærer stigmaet ‘ikke-vestlige efterkommere’, og at deres hjem bærer stigmaet ‘parallelsamfund’. De nu aldrende minoritetsborgeres investering i det danske samfund er gået i glemmebogen.

Det er den realitet, vi vil se nærmere på i artiklen. Vi vil vise, hvordan politikere gennem sproget har opdelt befolkningen i to, og hvordan det er lykkedes dem at italesatte bestemte boligområder som ‘parallelsamfund’ for at kunne danne grundlag for den såkaldte ‘ghettopakke’. En lov, der direkte diskriminerer en bestemt befolkningsgruppe og tvinger dem ud i boligustabilitet, øget overvågning og økonomiske sanktioner.


Racialisering af ‘Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’ For at forstå, hvordan vi er kommet dertil, at vi i Danmark tvinger folk ud af deres hjem, er det vigtigt at forstå, hvordan politikere gennem en os og dem-opdeling (f.eks. gennem begreber som ‘ikke-vestlig indvandrer og efterkommer’) har legitimeret en ekstraordinær lovgivning, som ‘ghettopakke’ er.

Racialisering er en proces, hvori man forbinder en gruppe mennesker med negative værdier ud fra deres biologiske eller kulturelle kendetegn. Det kan være ud fra gruppens beklædning, sprog, hudfarve, traditioner og livsstil. Racialisering indebærer også, at man kategoriserer en gruppe som uforenelig med resten af befolkningen, som når Venstre-politiker Inger Støjberg forbinder ord som ‘modkultur’, ‘parallelsamfund’ og ‘social kontrol’ med islam, Koranen og mellemøstlig kultur:

“Vi kan bare se, at modkulturen hersker i de områder, hvor den mellemøstlige kultur og islam står stærkest. Når koranen og social kontrol af piger fylder meget, skaber det automatisk parallelsamfund.”

Det farlige ved racialisering er, at de negative værdier, man pålægger andre, og den opdeling, man laver mellem grupper, fremstilles som naturlig. F.eks. beskriver Dagbladet Information i et interview med Rasmus Stoklund, Socialdemokra- tiets udlændinge- og integrationsordfører, at det er en ‘mavefornemmelse’, der gør, at Stoklund ‘er ret sikker på’, at mennesker med ‘ikke-vestlig bag- grund’ opfører sig dårligt i det offentlige rum:

“Det er, som om der er en overrepræsentation af mennesker med ikke-vestlig baggrund, der opfører sig dårligt i det offentlige rum” siger han. Han kan ikke bakke sin påstand op med andet end anekdoter og mavefornemmelser. Alligevel er han sikker på, han har ret: “(…) det handler om at gøre op med en kultur, hvor for mange folk med ikke-vestlig baggrund ikke støtter op om grundlæggende værdier og rettigheder i samfundet og har et gammeldags syn på religion, køn og seksualitet.”

Racialisering gør, at næste gang Hr. eller Fru Olsen møder 13-årige Hassan, og Hassan opfører sig dumt, så vil Hassan ikke blive bedømt som individ, som et 13-årigt barn, der laver drengestreger. Han vil heller ikke blive dømt ud fra hans handling. I stedet vil Hassan blive dømt ud fra en forestilling om, at han tilhører en bestemt gruppe med en bestemt baggrund og nogle bestemte handlingsmønstre, som vi så da Statsministeren Mette Frederiksen racialiserede såkaldte ‘indvandrerdrenge’, der benytter offentligt transport.

Med andre ord vil Hassan blive knyttet til en forestilling om en person, der ligesom alle de andre i den gruppe, han formodes at tilhøre, “opfører sig dårligt i det offentlige rum”, “ikke støtter op om grundlæggende værdier og rettigheder i samfundet”, og har et “gammeldags syn på religion og køn.”


Skubbet ud af fællesskabet Denne racialisering af bestemte befolkningsgrupper i Danmark spiller en større rolle i politikernes diskurs om såkaldte ‘ghettoer’, hvor racialiseringen af såkaldte ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’ i den offentlige diskurs har spillet en rolle i at legitimere særlove rettet mod selvsamme gruppe af danske borgere.

For ikke alene knytter det nogle bestemte negative og problematiske værdier til de, der kategoriseres som ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’; de skubbes også ud af fællesskabet.

I 2017 stillede Martin Henriksen (DF), Jakob Engel-Schmidt (V), Laura Lindahl (LA) og Naser Khader (KF) således et forslag til vedtagelse i Folketinget om at skelne ‘danskere’ fra ‘efterkommere’. Forslaget blev vedtaget med 55 stemmer mod 54, og var en klar politisk hensigtserklæring fra en større andel politikere om, hvem der bør betragtes som danskere, og hvem der ikke bør.

Hensigtserklæringen lød, at minoritetsdanskere med dansk statsborgerskab, hvis forældre er født i et ‘ikke-vestligt’ land, ikke bør betegnes som ‘danskere’. I opdelingen af ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’ bliver 155 forskellige kulturer samlet under én kategori og sat i modsætning til den ‘danske kultur’. Samtidig bliver børn og unge, der er født og opvokset i Danmark, betragtet som fremmede.

“Sorte huller i Danmarkskortet” I takt med at politikere fra et bredt politisk spektrum har italesat denne opdeling mellem såkaldt ‘danskere’ og ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’, har de på tilsvarende vis italesat almene boligområder som såkaldte ‘parallelsamfund’, ‘ghettoer’ og ‘sorte huller i danmarkskortet’.

Her er det vigtigt at påpege, at adskillige forskere gang på gang har slået fast, at der ikke eksisterer ‘parallelsamfund’, ‘ghettoer’ eller ‘sorte huller i danmarkskortet’, og at politikere er blevet beskyldt for decideret at manipulere med deres ord, deres metode og deres tal.

Men ord og den verden, politikere skaber gennem ord, betyder noget. I ph.d.-afhandlingen Et Danmark af Parallelsamfund beskriver ph.d. Anna Mikaela Freiesleben, hvordan begrebet ‘parallelsamfund’ siden 1998 er blevet normaliseret og politiseret og har dannet grobund for ekstraordinær politik. Freiesleben beskriver, at ekstraordinær politik særligt bruges i krigstid eller i situationer, hvor nationalstatens rolle bliver udfordret.

Det vil sige, at ved, at politikerne italesætter ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’, ‘parallelsamfund’ og ‘ghettoer’ som en trussel mod den danske sammenhængskraft, bliver det legitimt for politikere at indføre indgribende love, ødelægge beboerdemokratiet og den almene boligsektor, indføre statistisk monitorering, og at stille de ‘fremmede’ ulige for loven. For når danske borgere netop italesættes som ‘fremmede’, så bliver de mere legitime at bekrige og at rette særlove imod.I sin nytårstale i 2018 sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen:

“Modtrækket fra os politikere har ofte været nye regler, som gælder for alle. Jeg er nået til den erkendelse, at der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun dér.”

Eller som nuværende statsminister, Mette Frederiksen, har udtalt til Folketingets Åbningstale i 2019:

“Regeringen er villig til at gå langt over for dem, der ikke vil fællesskabet og Danmark det godt. Og jeg vil sige helt klart til befolkningen: I kan have tillid til, at jeg vil føre den stramme udlændingepolitik, som et flertal her i huset bakker op om.”

Skaber man et billede af, at visse borgere er en trussel mod fællesskabet og Danmark, og visse boligområder ikke er en del af Danmark, så bliver det nemmere for politikerne at legitimere, at man stiller nogle borgere ulige for loven og nedriver deres hjem. “De” er nemlig ikke danskere, og “deres” boligområder er ikke en del af Danmark.

Ved at gøre ‘ghettoloven’ til et spørgsmål om ‘de andre’, bliver det ‘de andres’ kamp, og man indser knap, at ‘ghettoloven’ handler om byfornyelse, byplanlægning, gentrificering og privatisering af bestemte boligområder, som politikere nøje har udvalgt, og dertil designet deres såkaldte ‘ghetto’-kriterier.

Ord kan en masse. Vi kan beskrive virkeligheden, men vi kan også skabe en virkelighed, der ikke før var, gennem vores ord. Sidstnævnte særligt, hvis vi er i en position af magt, hvor vi kan gentage vores ord igen og igen, indtil de skaber en genklang og genkendelse blandt folket, der gør, at vi tror, at det er naturligt for os f.eks. at koble negative værdier til de såkaldt ‘ikke-vestlige’ og de områder, vi forbinder med deres hjem.

Det gør, at vi blindt accepterer en byplanlægning, -fornyelse og privatisering, der reelt gør det sværere for helt almindelige mennesker at få boliger i nogle af de mest attraktive byer i Danmark, for med privatiseringen stiger lejepriserne også. En byplanlægning, -fornyelse og privatisering, der ellers aldrig ville være blevet accepteret i det danske samfund, hvis ikke det var på grund af politikernes succes med at bilde os ind, at det er for at “lukke hullerne i Danmarkskortet”.




Publiceret: https://www.responsmedie.dk/racisme-2/


CEDA:

Center for Muslimers Rettigheder i Danmark er en organisation der arbejder for at sikre muslimers rettigheder i samfundet. Vi arbejder således for et inkluderende og åbent Danmark. Det gør vi ved at oplyse borgere og rådgive politikere med udgangspunkt i en årlig rapport om islamofobi og tilbagevendende kampagner.

Find os på de sociale medier:

  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle
  • Twitter - Hvid Circle

CVR nr.: 37633534

© 2021 Alle rettigheder forbeholdes - Overordnet design af DKWEBDESIGN.DK