DINE RETTIGHEDER HOS SUNDHEDSVÆSENET

Du har ret til lige og fair behandling i sundhedsvæsenet, uanset din race, etnicitet eller tro. Diskrimination kan forekomme, f.eks. i form af forskellig behandling eller manglende hensyn til religiøse behov. Sundhedsloven sikrer, at alle skal have let og lige adgang til sundhedsydelser, men den nævner ikke eksplicit beskyttelse mod diskrimination på baggrund af religion. Derimod beskytter racediskriminationsloven mod diskrimination, der relaterer sig til race, hudfarve, etnisk oprindelse eller tro. Det er vigtigt at kende dine rettigheder, så du kan reagere, hvis du bliver udsat for ulovlig forskelsbehandling.

LOVGRUNDLAG

  • Sundhedsloven § 2 fastslår, at sundhedsvæsenet skal yde behandling på et fagligt forsvarligt grundlag og på lige vilkår for alle borgere. Det betyder bl.a., at religion ikke må have nogen indflydelse på, om man får adgang til behandling, eller på kvaliteten af den behandling, man modtager.

  • Racediskriminationsloven § 1 forbyder at nægte en person adgang til eller betjening i sundhedsvæsenet – eller at behandle vedkommende dårligere end andre – hvis det skyldes personens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, eller tro.

SÅDAN HANDLER DU

  • Dokumentér hændelsen: Gem skriftlig kommunikation (e-mails, SMS, breve); notér datoer, tidspunkter, steder og involverede personer; find vidner, hvis muligt. Registrer herefter hændelsen i CEDA’s islamofobiplatform, EQUITAS.

  • Klag internt først: Kontakt den pågældende afdeling, patientvejleder eller hospitalsledelse skriftligt.

  • Søg vejledning: Styrelsen for Patientsikkerhed kan vejlede om klagemuligheder, og Patienterstatningen kan vejlede om muligheden for at søge om erstatning for skader for fejlbehandling og fejlmedicinering. Kontakt Diskriminationslinjen for gratis juridisk rådgivning, eller CEDA for vejledning via EQUITAS-platformen.

  • Indgiv klage: Klag til Styrelsen for Patientklager

EKSTRA GODE RÅD

  • Søg tidlig juridisk rådgivning.

  • Vær opmærksom på tidsfrister

  • Opbevar dokumentation systematisk.

  • Overvej psykosocial støtte ved behov.

  • Anmeld hændelsen via vores EQUITAS-app

HVOR KAN JEG FÅ HJÆLP

  • Ligebehandlingsnævnet: De behandler klager om diskrimination.

  • CEDA via EQUITAS: Tilbyder gratis vejledning.

  • Patientvejleder: Er tilknyttet hospitaler og kan hjælpe med at forstå og navigere i systemet.

  • Styrelsen for Patientsikkerhed: Behandler klager over sundhedspersoners adfærd og faglige standarder.

RELEVANT RETSKILDE

  • Racediskriminationsloven, LBK nr. 626 af 29. september 1987

  • Sundhedsloven, LBK nr. 275 af 12. marts 2025

Forrige
Forrige

DINE RETTIGHEDER I FOLKESKOLEN OG PÅ VOKSEN- ELLER EFTERUDDANNELSER

Næste
Næste

DINE RETTIGHEDER TIL EN DEMONSTRATION